L I V E

På Dansk

Trio eller band

M I N  M O R M O R S  G E B I S

Trio

B O B  D Y L A N  I  K I R K E

Feat. Dan Hemmer på kirkens orgel

Det lyder som en god ide, og det er det. Bob Dylan sunget og spillet af Rasmus og Jonas Dissing samt Las Nissen,– Og nu med kirkeorgel.

De tre vokaler giver Dylan's sange den variation de kræver og trioens sammenspil, som også her er i særklasse,  formår at følge dem til dørs. De 15 år og 7 album med og uden Povl er et livsprojekt der stadig blomstrer, men dette frikvarter bliver måske mere end en parantes. For trioen har Bob Dylan's musik altid været en stor kilde til inspiration, så de takkede straks ja til muligheden for at prøve kræfter med hans sange i et kirkerum akkompagneret af orgel.

Der blev knoklet til prøverne, og alle var spændte, da klokkerne ringede og ’Ring them bells’ begyndte aftenens musikalske møde. En propfyldt kirke og publikums begejstrede udbrud på vej ud af våbenhuset efter koncerten tydede på, at vi bør gøre det igen.

Pianist og hammondorganist, Dan Hemmer (f. 1966) er en flittigt brugt 'sideman' i den danske musikbranche. Han har indspillet og optrådt sammen med så forskellige navne som bla. Hanne Boel, Aske Jacoby, Povl Dissing,  Rasmus Walter, Rasmus Lyberth, Kenn Lending, Billy Crross, Anne Dorte Michelsen og Jens Lysdal.

Af udenlandske navne kan nævnes Lillian Boutté, Louisianna Red, Johnny Vidacovich, Robben Ford og senest en turné med den amerikanske trommeslagerlegende Steve Gadd.

Desuden er Dan Hemmer ansat som kirkeorganist i Hornsherred.

B O B  D Y L A N  M.  B I L L Y  C R O S S

Dan Hemmer: Hammond orgel / Jesper elnegaard: Trommer

Dissing & Las og Billy Cross samles for at fortolke Bob Dylan. 

Tidligere guitarist hos Bob Dylan, går på scenen i 2020 sammen med Dissing & Las.

Der er tale om en enestående autentisk fortolkning af Dylan universet på højeste niveau, hvor Dylans musik vil blive spillet med musikalsk overlegenhed og høj intensitet. 

Dissing & Las har nu svømmet rundt det store ocean af Dylan-sange, og givet deres sublime fortolkninger til det danske publikum siden Bob fyldte 70. 

“Der er altid en ny Dylan sang at blive forelsket i, så den kærlighed når aldrig at ruste, og det at mærke publikums tilbageholdte åndedræt, eller glade suk og våde øjne holder os i den grad til ilden ”, siger trioen om det fortsatte arbejde med koncerterne.

I år henter Dissing & Las forstærkninger af højeste karat.                                          Selveste Billy Cross, som turnerede med ”Uncle Bob” på en omfattende verdensturné, og som medvirkede på to af hans album, blev så begejstret over en af trioens koncerter, at han simpelthen ville være med.

”Det bliver en stor fornøjelse at spille Dylans sange igen, sammen med et yderst kompetent hold”, bedyrer Billy Cross 

Dissing, Las & Cross Band stiller med et absolut tophold af musikere, når de indtager scenen med Dan Hemmer på Hammondorgel og Jesper Elnegaard på trommer. Oplev denne unikke kombination af gamle toner i nye fortolkninger. 

”Det var sgu lidt nervepirrende pludselig at stå og spille Dylans musik med Billy, der har spillet på en kæmpe turné, et livealbum og et studiealbum* med Bob Dylan. Men også bare virkelig inspirerende at mærke hans entusiasme og hans fænomenale guitarspil.
Vi glæder os helt vildt til at stå på scenen med det her”, udtaler Dissing & Las. 

*Billy Cross medvirker på Street Legal fra 1978 og Live At Budokan fra 1979 

V I L D T  V O K S N E   2019  
 

M I N  M O R M O R S  G E B I S  2015

K I G  O P  2013

B A L L A D E N  M E D  B A R T O F  2010

L I G E  P R Æ C I S  2008

A N M E L D E L S E R

GAFFA Live 5 stjerner Anmeldt af Espen Strunk

Dissing & Las - Min mormors gebis: Musikhus Aarhus

Børnemusik har alle dage - og på godt og ondt - været en slags spejling af de voksnes populærmusik. I 1990'erne blev tidens eklatant rædselsfulde eurodance-toner afspejlet i letkøbte børnemusik-koncepter som Creamy og Smalltalk. I 70'erne og 80'erne - min barndom - slog tidens venstredrejede, socialrealistiske tone igennem i børnemusikken.

Og i dag skal børnemusik - hvis den skal være rigtig fremme i skoene - gerne byde på rap-, dancehall eller reggaetoner tilsat et børneunivers, hvor også selve sproget ofte er anglificeret. Indimellem kan man næsten få indtryk af, at genren har det værre end nogensinde.

Det er dog nok, trods alt, en overdrivelse. Og under alle omstændigheder er der glædelige undtagelser - hvilket (endelig) bringer os frem til dagens koncert i Musikhuset med folkekære Povl Dissings to sønner Jonas og Rasmus og den faste guitarist Las Nissen.

Bluesrock i børnehøjde

For trioen var i provinsen for at fremføre materialet fra albummet "Min mormors gebis" - deres fine, musikalske gestaltning af Jacob Martin Strids vanvittige, prisbelønnede børnebog af samme navn fra 2006.

Strid, som oprindeligt blev kendt for sin stribe på bagsiden af Dagbladet Politiken, har begået flere virkelig gode børnebøger - lad mig også nævne "Den utrolige historie om den kæmpestor pære," den lille "Rejsen til jorden" og endelig den herligt politisk ukorrekte "Mustafas kiosk," som bragte forfatteren og hans forlag i seriøs modvind i Sverige for et par år siden. 

"Min mormors gebis" og dens række af opfindsomt illustrerede og rablende rimede tekster forbliver dog formentlig tegnerens bedst kendte - og i Dissing/Nissen-trioens smagfulde, musikalske udgave bliver den minsandten også til noget af det bedste nyere børnemusik,

denne anmelder mindes at have hørt i meget lang tid.

​

Således også live i Aarhus denne lørdag eftermiddag, hvor jeg havde medbragt min 5-årige for at opleve beskidte bluesrockere i børnehøjde som "Åge Emanuel Ordklog" og "Løve i bur" og skøre, skæve højdepunkter som "Grønlands is," "Godnatkattesang" og ikke mindst denne eftermiddags ekstranummer,

"Den bedste drøm jeg har haft."

SvampeBob Dylan

Dagens musikalske program blev bundet sammen af gemytlig snak fra især de to Dissingbrødre - af og til ganske morsom for os forældre, også.

​

Men dagens sejr blev først og fremmest hentet hjem på den (desværre) sjældne kombination af god børnelekture og stærkt musikerskab, hvor der aldrig slækkedes på kvaliteten, fordi målgruppen nu engang er børn - og dermed for unge til at have en chance for at komme med indvendinger over den musikalske kvalitet. 

Med andre ord: I børnemusik ses det ofte, at de unge lyttere spises af med musikalsk bras. Omvendt denne hyggelige eftermiddag, hvor vi fik flere elektriske soli fra Las Nissen og musikalske nik til forbilledet Bob Dylan i navnlig "Raket-faster" og "Jeg gik amok."

Min medbragte knægts eneste anke var, at de skulle have undladt ekstranummeret og i øvrigt burde have inkluderet en sang fra SvampeBob Firkant. Men hans anmelder-far vil kalde eftermiddagens tre kvarter for eksemplarisk, i forhold til at tage vores afkom alvorligt - også på den musikalske front.   

​

Statens Kunstfond har præmieret vores album:-). Vi siger tak for opmærksomheden og anerkendelsen.

Her er deres begrundelse:

Dissing og Las: ”Min mormors gebis” (Album til Jakob Martin Strids bog af samme navn, 

april 2015, Sony Music entertainment).

Begrundelse: ”Hvem krammer det vilde barn, hvem roser ballademageren, hvem folder 

sørøver fantasien ud og ikke ind, på barnet der går planken ud? På Min Mormors Gebis 

har Dissing og Las taget sine mange års bandsamarbejde med ind i en generøs musikalitet og 

søsat Strids skæve børneunivers. Denne udgivelse er en musikalsk strittende børste og 

en poetisk urskov til det rodede børneværelse og det energiske barn. Det er en udgivelse, som er enestående i sin afsøgning af både mørket og lyset i en barnlig fortælling.” 

​

Af: KLAUS LYNGGAARD –Information-

​

Han hedder Bartof. Han er en helt almindelig besværlig mand, som ikke rigtig ved hvad han vil som aldrig rigtig er tilfreds og ikke kan se en bro uden øjeblikkelig at brænde den ned. Er han essensen af den moderne mand, som frarøvet patriarkatets privilegier og enkle verdenssyn i en konstant kæfert forsøger at navigere gennem en verden, hvis værdier og normer efterhånden er feminiserede ud i gud ved hvilken potens? Eller er han det spændende undtagelsesmenneske, en utilpasset bohemesjæl på en personlig odyssé, der fører ham hid og did, op og ned, her og der og østen for solen og vesten for månen? Eller er han blot en helt almindelig dansker? Der foreligger ikke umiddelbart noget svar på disse samvittighedsspørgsmål for nutidskristne, men trioen Dissing & Las har dog fundet ham interessant nok til at have kreeret en cyklus på 12 sange om herren under titlen Balladen med Bartof og det er der kommet et særdeles lytteværdigt resultat ud af.

De herrer Las Nissen og brødreparret Rasmus og Jonas Dissing har efterhånden været på spil i mange år som professionel enhed i over 10 år, heraf syv med Povl Dissing og har flere udgivelser bag sig, men denne gang rammer de plet. Det er som om rammehistorien har virket befordrende for sangskrivningen, der ligesom leadvokalerne deles ligeligt mellem de tre involverede. Mange af teksterne rammer rent ind med deres rapporter fra en flaksende sjæls trakasserier og der er masser af fine enkeltlinjer og skarpe observationer strøet ud over pladens 12 sange. Musikalsk er det måske nok mere bundsolidt old school-håndværk end stor kunst, men med brillante øjeblikke nok til at man hænger på fra start til slut. Med Balladen med Bartof slår trioen et tiltrængt slag for den intelligente dansksprogede sang og dem kan der ikke slås nok af.

På gruppens andet album samles trådene. Og “Balladen med Bartof” er en solid sangcyklus i stil med både førnævnte Dalton og selvfølgelig Povl Dissing.”. -B.T.- Henning Høeg **** 

Giver man sig selv lov, åbner der sig en hamrende poetisk, vidunderligt vedkommende og fortættet musikalsk fortælling om en skæbne, alle kender. De tre musikere har alle skrevet fremragende tekster, hvilket skaber tyngde og variation. " Stjerneøje" er en af de smukkeste tekster, jeg har hørt i år. Fremragende metaforer skåret så alle forældre får en klump i halsen. Et helstøbt album med afdæmpet voksen poprock med et budskab. -Fyens stifttidende- Simon Staun.

De virker mere sikre på hånden i deres sangskrivning og Balladen Med Bartof er helt igennem robust og rustikt. Dissing & Las er stadig en lidt uhåndterlig størrelse med forskellige sangskrivere, men det begynder så småt at vende til trioens fordel. -Gaffa- Jan Opstrup Poulsen ****

En iørefaldende blanding af C.V. Jørgensens i det muntre hjørne og Bob Dylans Basement Tapes.  -B.T.- Henning Høeg ****

Albummet placere sig i en overvejende amerikansk folk-, country- og roots tradition og står ud som en plade af den slags der kommer alt for få af på dansk. -KBH- Henrik Nilsson ****

Den amerikaniserede stil går igen på Lige Præcis. Der er tale om 15 fantastisk fuldendte og smukke sange.  -Diskant.dk- Søren Jensen Lund ********/10 

Jeg må skynde mig at understrege min gentagne fryd over igen at høre på denne trio tumle den danske tekst, tone og stemme. Forhåbentlig er det ikke sidste gang, at de går alene i studiet?  -Geiger.dk-  Lars Mikael Døring

​

​

Jeg har altid været vild med Povl Dissing. Han er ganske simpelt én af de største og mest udtryksfulde sangere i vores lille land. Jeg har set ham masser af gange, sammen med Benny Andersen, John Von Daler og med Pierre Dørges New Jungle Orchestra. Dog har det været samarbejdet med Las Nissen og sønnerne Jonas og Rasmus, der de seneste år har givet helt nyt liv til Povl Dissing. 

Nu udkommer så den første plade med sønnerne uden farmand, og det første spørgsmål der melder sig er, om de kan klare sig, som de selv udtrykker det, ”uden Ronaldinho på holdet”? Det entydige svar er ja. Dissing & Las holder 100% - også uden Povl Dissing som frontfigur. 

At Jonas, Rasmus og Las får mere plads til udfoldelse uden Povl Dissing som frontmand, synes jeg egentlig ikke, da jeg mener at faderen på alle de tidligere udgivelser har givet masser af plads til de andre bandmedlemmer. Jeg har altid set dem som en dansk udgave af The Band eller Crosby, Stills, Nash & Young, forstået på den måde de skiftes til at synge og at de alle bidrager med sange, som hver især har deres helt personlige præg, men samtidig skaber en helhed i udtrykket. 

Den amerikaniserede stil går igen på Lige Præcis. Der er tale om 15 fantastisk fuldendte og smukke sange, hvor Rasmus Dissing og Las Nissen har bidraget med de fleste. Det absolut bedste nummer på en plade med mange perler er dog Jonas Dissings ”Stjernefisker”. Det er sjældent at man oplever en sådan poesi i danske tekster, og med den melankolske melodi og ikke mindst Jonas' simple, men medrivende, mundharpe bringer ”Stjernefisker” op på et sjældent set niveau.

På ”Mexico City” har Dissing og Las reggaefiseret børnesangen ”Hjulene på bussen” som fungerer som omkvæd i sangen. Det er en sjov idé og stilen minder meget om Grateful Deads reggae-periode i slutningen af '70erne. Nummeret er med til at markere bredden på udgivelsen, men står måske en anelse alene og er langt fra det bedste nummer på pladen. 

Tekstmæssigt handler Lige Præcis om de nære ting i livet. Om det er Las, Rasmus eller Jonas der står som sangskriver er det fremragende håndværk grænsende til én eller anden form for naiv genialitet. Hør for eksempel country-crooneren ”Det kan ske for de fleste”; ”Jeg sidder for mig selv helt alene med min mandolin / og spiller countrysange fulde af håbløse rim”. Måske ikke Cohensk sangskrivning, men der er glimt i øjet og smil på læben, og det er gennemgående for hele pladen. Sønnerne har om noget arvet Povl Dissings evne til aldrig på noget tidspunkt at stille sig selv op på et pedistal og blive selvhøjtidelig og selvfed. Det er ærlighed i yderste potens.

-Diskant.dk- Søren Jensen Lund ********/10 

K O N T A K T

jonas@dissingdesign.dk

+45 2033 1039